Hvad er forskellen på oliepleje og plejeolie?

Hvad er forskellen på oliepleje og plejeolie?

Oliepleje eller plejeolie. Plejeolie eller oliepleje. Hmm… Er det ikke det samme? Nej – faktisk er det overhovedet ikke det samme, og det er vigtigt, at du kender forskel, hvis du vil passe bedst muligt på dit olierede trægulv.

Plejeolie eller oliepleje; umiddelbart lyder det ganske harmløst og helt ens. Det er det bare ikke. Mens plejeolie er noget, du giver dit trægulv, hvis det trænger til en helt ny oliering, er oliepleje noget du kan give efter behov og endda kun på særligt udvalgte områder, hvis du ønsker det.

Plejeolie – til det store vedligehold

Hvis vi skal gå helt ned i detaljerne, er plejeolie et oliebaseret produkt, som du skal have i dit skab på matriklen, hvis du selv står for vedligeholdelsen af dit olierede trægulv. 1-2 gange om året bør du påføre plejeolie på dit trægulv med en pad eller malerrulle, hvorefter gulvet skal poleres med en polermaskine.

Det er et omstændeligt stykke arbejde, som du med fordel kan overlade til professionelle fagfolk, der har erfaring med det. Bliver olien givet rigtigt, kan du have glæde af dit trægulv i mange år frem i tiden; det holder sig flot, og det fortsætter med at være let at rengøre.

Oliepleje – til husbehov

Hvor plejeolie er et oliebaseret produkt, er oliepleje et vandbaseret produkt, og det betyder, at det ikke kræver så stor en arbejdsindsats, som førstnævnte gør. Oliepleje kan bruges efter behov, og ofte er det på særligt udsatte områder, fx i køkkenet eller entréen hvor gulvet slides meget. 

Det er et uundværligt produkt i dit rengøringsskab, og faktisk er det helt essentielt at bruge, hvis du synes, gulvet begynder at miste lidt af sin glans. Det kræver ingen decideret tørretid, men det er en god idé, hvis du renser gulvet med trærens, inden du påfører olieplejen – på den måde virker det bedst.